Bragt i VisdomsMagasinet, September 2004
De gode viljer må virkelig arbejde sammen nu!
Interview med Carol Saysette
Af Søren Hauge
Vi mødte Carol Saysette fra Californien, der deltog som en af de cirka 150 repræsentanter for United Religions Initiative (URI), en international interreligiøs organisation med meget stor succes, som arbejder for at blive for verdens religioner, hvad FN er for verdens nationer. Carol har i årtier arbejdet som præst og åndelig rådgiver i United Church of Christ i Californien, og som underviser på pastoralseminarier.
SP: Du har været langt omkring i det spirituelle, og samtidig er du kristen? Carol: Jeg tror altid at jeg har oplevet mig selv som interreligiøs. Helt fra da jeg var lille, har jeg haft en dyb oplevelse af at Gud elsker alle. Efter min skoletid tilbragte jeg 12 års tid, hvor jeg udforskede en masse og læste mange bøger. Jeg læste Yoganandas selvbiografi og bøger om buddhisme, hinduisme, katolske mystikere og om indfødte religioner osv. Jeg havde en ven, der mediterede med tibetanske buddhister, så jeg begyndte at studere buddhisme. Men en nat havde jeg en drøm, hvor jeg læste i en stor Bibel. Jeg var interesseret i reinkarnation, så jeg sagde til mig selv, at det er nok meningen at jeg skal være kristen i dette liv. Så jeg uddannede mig som præst og blev sognepræst for en menighed i en lang række år. Det var en vidunderlig tid og i kirken arbejdede vi i årevis med at invitere foredragsholdere som Ram Dass og sufimestre og buddhister osv. Vi havde undervisning af præster fra zenbuddhistiske centre. Vi havde en zenbuddhistisk meditationsgruppe i menigheden og på tirsdage havde vi om aftenen tjenester med tibetanske klokker. Det var en meget berigende og vidunderlig tid. I 1993 overlod jeg præsteembedet til en anden og blev underviser på pastoralseminariet i området.
SP: Det var sandelig en meget åben kristen menighed, skal jeg love for! Carol: Det foregik i en kirke indenfor United Church of Christ i Californien, som er meget bredspektret. Og vores menighed var i den liberale ende, som ligger tæt op ad Unitarerne. Så det afhænger af i hvilken del af landet man befinder sig, og hvilken menighed der er tale om.
SP: Og du har jo holdt det interreligiøse arbejde ved lige. I dag er du også aktiv i United Religions Initiative (URI). Hvordan blev det aktuelt? Carol: Efter 11. september bad jeg meget, og spurgte om hjælp til at finde ud af, hvordan jeg kunne hjælpe. Jeg blev ved med at spørge og bede om vejledning. Jeg vidste at jeg ønskede at give noget energi til en global organisation. Så jeg fortsatte med at bede om vejledning til, hvor jeg kunne finde denne organisation. Og tilfældet er så at jeg kender Charles Gibbs og Sally Mahé, som har ledende funktioner i URI. Jeg havde faktisk hørt om URI og havde egentlig også ønsket at give noget af min tid til det, og da jeg arbejdsmæssigt var begyndt at nedtrappe, fordi jeg nærmede mig pensionsalderen, så kontaktede jeg dem. Og det endte med at jeg hver mandag i 2002 arbejdede som frivillig på URIs kontor i San Francisco. Og på denne måde er jeg siden da bare blevet mere og mere aktiv i URI.
SP: Man kan mærke på dig, hvordan glæden præger dig, når du taler om United Religions Initiative. Prøv at fortælle lidt om, hvad det giver dig at arbejde i det daglige for URI? Carol: Jeg tager ind på kontoret og besvarer e-mails fra mennesker, som er interesserede i at starte lokale URI-samarbejdskredse rundt om i verden. Og der sidder jeg så via e-mail og kommunikerer med mennesker fra alle mulige steder – fra Pakistan og Europa og lande i Afrika. URI fungerer i høj grad via Internettet og verden er bare blevet mindre nu. Og jeg oplever det bare som så meningsfuldt at gøre dette, sammenlignet med alle de forfærdelige overskrifter, som ellers dominerer medierne. Det hjælper mit hjerte at gøre noget positivt. Det hjælper mit hjerte at høre alle disse gode historier fra hele verden om, hvordan forsoning og fredsbestræbelser rent faktisk sker. Krige bliver faktisk forhindrede. Liv bliver faktisk reddet. Og vi hører alle disse historier og følger med i det gennem URIs netværk, som engagerer mange tusinder mennesker i snesevis af lande rundt om i verden.
SP: Men hvad er det, som driver dig til at være så aktiv? Carol: Selvom jeg stadig giver spirituel rådgivning, så er jeg jo ikke længere aktiv på arbejdsmarkedet. Det, som jeg især laver, er arbejdet med URI og Interreligiøst arbejde i det hele taget. Og så er jeg bedstemor, og det er vigtigt. Jeg har fem børnebørn nu! Og en del af grunden til min aktivitet er, at jeg gør det for dem og for de fremtidige generationer. Jeg håber sådan at der vil være en økologisk og menneskeligt set sund planet til de kommende generationer. Jeg har det bare sådan, at alle vi, som er verdens gode viljer, vi må virkelig arbejde sammen nu! Det er bare så vigtigt at vi arbejder sammen nu.
SP: Indtil videre, hvordan har du så oplevet dette Parlament? Carol: Der er tidspunkter, hvor jeg føler mig så inspireret, simpelthen bare ved at være i samme rum med mennesker fra så mange lande og så mange traditioner. Det er hvad jeg virkelig vil bringe med mig. Der er bare så mange mennesker, som rækker ud, som står frem og deler. Det er en så utrolig følelse af at være sammen. Jeg har også oplevet at nogle ting er frustrerende, som for eksempel det at prøve at læse programmet. Jeg kan forstå at dele af det blev planlagt i Oakland, og andre dele i Chicago, og at man så lagde de to ting sammen. Derfor er det så svært at finde hoved og hale i. Men der har indtil nu været virkelig inspirerende samlinger og jeg er meget glad for at jeg kom.
SP: Kan vi afslutningsvist sige at Parlamentet på sin helt egen måde åbner muligheden for at grænser overskrides og nye relationer opstår? Carol: Ja bestemt. Jeg kan give dig et eksempel. Jeg følte mig dybt beæret i går aftes, efter at vi havde haft vores møde mellem URI-delegater. Muhammed er en muslim fra Cairo, som arbejder i URI ligesom jeg. Og jeg begik en fejl sidste gang jeg så ham ved en festlighed hvor URIs Globale Råd mødtes i maj måned. Min fejl var at jeg gik hen til ham og gav ham et knus. Han er muslimsk mand, og psykiater fra Cairo. Og her var jeg. Du ved, vi giver en masse knus i Californien og jeg vidste bare, sidste gang jeg så ham, at muslimer bare ikke giver knus til kvinder på den måde. Det gør de bare ikke. Og hvad sker der? I går aftes kom han hen til mig og gav mig et knus!
Det var været så vidunderligt at være her og se venner fra andre dele af verden. Det er så vidunderligt at føle sig som en del af verden. En af mine zoroastriske venner, som lever i Bombay i Indien, hun ledte her til morgen de zoroastriske morgenbønner. Hun har engang besøgt mig, og da vi ser hinanden her, er det første der sker at hun spørger til min hund: ”Hvordan har Buffy det?” Vi føler simpelthen at vi er søstre. Hvis reinkarnation findes… jeg er ikke sikker på at det er tilfældet, men jeg kan gode lide ideen (latter)…
Hvis reinkarnation er en realitet, så har vi kendt hinanden tidligere.