Skabelsen af samarbejdskredse
Selve hjertet i URI er de mange samarbejdskredse (Cooperation Circles – forkortet CC), som er selvorganiserende grupper, der er lokalt rodfæstede og globalt forbundne. Samarbejdskredse (CC) støtter ånden, værdierne og visionen, der kommer til udtryk i URI’s Erklærings indledning, formål og principper (på engelsk: Preamble, Purpose & Principles - forkortet PPP). Samarbejdskredsene virkeliggør denne vision på mangfoldige måder.
Enhver gruppe, der er forpligtet til at arbejde for URI’s erklæring, og som består af mindst syv personer, der repræsenterer mindst tre religioner, spirituelle udtryksformer eller indfødte traditioner, kan blive en samarbejdskreds.
Fordelene ved at skabe en samarbejdskreds er:
- At forbinde sig med mennesker i andre samarbejdskredse i andre byer eller lande, via en særlig hjemmeside med ”listservs”, og dermed at kunne dele ideer og ressourcer.
- At modtage globale nyhedsbreve og e-bulletiner, som tilsendes hver anden måned.
- At kunne deltage i regionale og globale forsamlinger, såvel som globale, kollektive aktioner.
- At kunne organisere lokale samlinger med andre samarbejdskredse til gensidig støtte.
Det Globale Råd
Det Globale Råd har til formål at støtte medlemmerne i at praktisere URI-erklæringens visioner og værdier. Rådets centrale ånd er ikke at udøve kontrol, men at stå til tjeneste for at URI’s formål kan realiseres gennem medlemmernes aktiviteter. Rådet er ansvarlig for at lede URI forretningsmæssigt og udvikle finansielle og andre ressourcer, der kan imødekomme URI’s behov. Rådet accepterer valgbare kandidater, der opstilles blandt medlemmerne. Rådets bestyrelse består af 41 personer fra alle kontinenter, som gennem deres eget eksempel arbejder for at manifestere URIs erklæring, og som påtager sig lederskab og tjeneste for hele URI. Hvert tredje år vælger medlemmerne fra alle samarbejdskredse opstillede kandidater til Det Globale Råd.
Globale samlinger finder desuden sted hvert tredje år på forskellige steder i verden. Samarbejdskredsenes medlemmer inviteres til at tage del i disse samlinger, som har til opgave at tjene medlemmerne til at virkeliggøre samarbejdskredsenes drømme og visioner.
Tilknytning, medlemskab og partnerskab
Det er muligt for både enkeltpersoner, organisationer eller foreninger at blive tilknyttede URI, hvis man ønsker at støtte arbejdet, men ikke involverer sig direkte i samarbejdskredse. Det at være tilknyttet giver en kontakt med netværket, som dog hverken forpligter eller giver de samme muligheder, som hvis man er direkte medlemmer af URI. Der er (i 2004) 77 organisationer tilknyttede URI i Afrika, Asien, Latinamerika, Caribien, Nordamerika og Stillehavsområdet.En lang række organisationer er blevet medlemmer af URI og tæller blandt andet: Association Homeopathia - Mozambique, Universal Church/Healing Center - Nigeria, EMMAUS - Uganda, Centre for Environment and Social Development - Indien, Pakistan Council for Social Welfare and Human Rights, Bond Zonder Naam - Belgien, German Muslim League, Bonn, - Tyskland, Rio Inter-religious Movement - Brasilien, Interfaith Encounter association - Israel, Alliance for Spiritual Community - USA, Interfaith Council of Washington, Spiritual and Religious Alliance for Hope, USA, United Religions Education - New Zealand og Muslim-Christian Student Movement - Phillipinerne.
I årenes løb har URI desuden haft organisatorisk partnerskab med organisationer som FN’s UNESCO & UNEP, Viva Rio, Verdensreligionernes Parlament og paraplybevægelsen International Interfaith Organization (IIFO), som består af 14 internationale, interreligiøse organisationer.









