Man kan definere interreligiøst arbejde på flere måder. Der tales eksempelvis om konfronterende dialog (den ”hårde”, distancerende linje, som Dialogcentret typisk følger) og imødekommende dialog (den ”bløde” og mere empatiske linje, som fx IKON, I Mesterens Lys og DialogForum i Danmark har vist). Foruden denne opdeling i ”høge” og ”duer” vil der være generel enighed om at nedenstående dialogtyper på udmærket vis indrammer dialogens facetter og forskelligheder.
- Eksistentiel dialog – ”hjerte”
Denne dialogform handler især om personlig spiritualitet, om deling af værdier, og konkrete erfaringer, som påvirker og præger den enkelte. Her investerer den enkelte sit hjerteblod og ”risikerer pelsen”, fordi man ærligt og personligt deler fra sit indre. Den kan forenkles til jeg-formen: ”Jeg oplever, jeg tror, jeg mener”… - Intellektuel dialog – ”hoved”
Denne dialogform kan kaldes intellektuel eller akademisk, fordi den ofte består i fremlægninger af ideologiske og teoretiske spørgsmål, som handler om teologiske, metafysiske temaer. Typisk vil man tage udgangspunkt i skrifter, udlægninger og fortolkninger. Den kan forenkles til ”det-formen”: ”Skrifterne siger, der står således, det udlægges på denne måde”… - Samarbejdende dialog – ”hånd”
Denne dialogform er handlingsorienteret og går ud på at gøre noget sammen, at tage fælles initiativer, eksempelvis i form af oplysningsarbejde, konkrete projekter eller hjælpearbejde. Det kan også dreje sig om at lære hinanden at kende i hverdagen, som naboer osv. Man vil kunne forenkle den til ”vi-formen”: ”Vi hjælpes ad, vi er gået sammen omkring dette, vi lærer af hinanden”…
Bevidsthed omkring dialogtyperne
Disse tre aspekter bør overvejes og tilgodeses alt efter evner, behov, motivation og ressourcer, når man praktiserer dialogarbejde. Der vil som regel være en vægtlægning på et eller to af de tre aspekter. Nogle har fx svært ved eksistentiel dialog, hvorimod andre vil foretrække den. Andre igen vil foretrække det intellektuelle møde, men have svært ved de andre former. Og andre igen trives ved ”diapraksis”, det vil sige konkret handling. Når man bevidstgør sig om dialogtyperne og deres styrker og svagheder, og afvejer hvad man vil være bedst til, så hjælper det med at tydeliggøre gruppens drivkraft og muligheder. Det er en styrke, jo mere en gruppe kan favne, selvom der oftest vil være mere tyngde omkring én eller to af dialogtype. Med så meget andet, det et spørgsmål om øvelse og erfaring. Tålmodighed og interesse er et must. Interreligiøs dialog tager tid!