Hvad indebar det at bringe URI til Danmark?
Betød det etablering af en organisation? Svaret er nej. Organisationen findes allerede som et internationalt netværk, og det var faktisk meget enkelt at bringe URI i aktivitet i Danmark. Det vil helt præcist sige at vi blot skulle etablere danske samarbejdskredse for De Forenede Religioners Initiativ (URI), som kan arbejde lokalt efter egne behov og muligheder. Idealet og ønsket var at muliggøre:- Et tværgående dialoginitiativ, der ligeværdigt omfatter mange religioner/traditioner
- Lokale samarbejdskredse, som er dele af et verdensomspændende netværk
- Samling omkring en fælles erklæring med respekt for forskelle og frihed i arbejdet
Her imam Mohamed Abdou og Søren Hauge
Nødvendige overvejelser
Ethvert arbejdes succes afhænger helt naturligt af en lang række faktorer, og etablering af URI-samarbejdskredse i Danmark må naturligvis tage udgangspunkt i danske forhold, med de ”plusser” og ”minusser” det rummer. Visse religiøse kredse vil altid tage afstand fra ”brobyggende” arbejde. Visse reaktioner vil bære præg af frygt og vi måtte også overveje om vi ville satse på ”græsrødder”, få kontakt med ”det etablerede systems spidser”, eller forsøge at
kombinere det. Under alle omstændigheder vidste vi at vi ville støde på virkeligheden i forhold til de mange drømme og visioner. Her testes enhver gruppe i forhold til både dedikation og sund fornuft. Succes i arbejdet beror på at de involverede både er realister og idealister, og tager udgangspunkt i motivation, behov og ressourcer.
her Viggo Simonsen fra Brahma Kumaris
Vi besluttede at vi først og fremmest ville bruge tid på at skabe tryghed og tillid deltagerne imellem, og lære hinanden og vores spiritualitet at kende. Derefter ville opgave gå ud på at finde veje til praksis. Og sådan tog vi vores begyndelse.
Forfatter og healer Lars Muhl og præst Carsten Thomsen









